Kontakt os
Bestil fremvisning
Bestil salgsmateriale
Lindevangsvej 14A, Trørød
Over 300 m² klassisk villa med en udsigt, der tager pusten fra dig
Wauw. Drømmer I om noget af det ypperste, Trørød kan tilbyde, så er Lindevangsvej 14A svær at komme udenom. Her får I den sjældne kombination af en helt fantastisk beliggenhed, klassisk arkitektur, mere end 300 etagemeter og et ude-/indemiljø, der tager huset til et helt andet niveau.
Villaen ligger højt og ugeneret på en af Trørøds mest attraktive og rolige veje – med privat indkørsel fra Caroline Mathildestien, Trørød Skov i baghaven og en udsigt over det grønne landskab, som ganske enkelt blæser de fleste bagover. Her er en helt særlig følelse af fred og privatliv, samtidig med at I befinder jer midt i et af områdets mest eftertragtede kvarterer.
Villaen er oprindeligt fra 1947 og født med den charme, man ikke kan bygge sig til i dag. Højt til loftet, stuk, smukke originale vinduespartier og den elegante svungne trappe giver huset karakter, mens løbende renoveringer har skabt en moderne og utrolig velfungerende familiebolig på mere end 300 etagemeter – 231 m² bolig og 76 m² gennemrenoveret underetage.
Allerede i stuen forelsker man sig i huset. De store, klassiske vinduer trækker lyset, haven og udsigten helt ind, mens den smukke trappe står som et naturligt midtpunkt. Herfra åbner huset sig mod det enorme køkken-alrum med masser af plads til både hverdagen og de helt store middage. Ude og inde smelter sammen via den imponerende Ipe-terrasse, hvor der er skabt et helt særligt miljø med sol dagen igennem, udsigt over landskabet og plads til lange sommeraftener, fester og gæster. Et sted, man har lyst til at blive siddende.
Stueplanet byder desuden på hyggelig tv-stue og badeværelse.
På 1. sal ligger to gode børneværelser samt en masterafdeling, der er noget ud over det sædvanlige. Små 40 m² med soveværelse, walk-in og eget badeværelse – og udsigten som fast følgesvend. Fra soveværelset er der direkte udgang til tagterrassen, hvor skoven, himlen og det grønne landskab bliver en del af oplevelsen.
Underetagen er gennemrenoveret med gulvvarme, flot loftshøjde, endnu et badeværelse og egen indgang. Perfekt som teenageafdeling, gæsteafdeling eller ekstra hverdagsplads – suppleret af bryggers samt god plads til vin og anden opbevaring.
Grunden er 1.098 m², ugeneret og privat med plads til både leg, gæster og liv.
En sjælden kombination af klassisk arkitektur, masser af plads, fantastisk ude-/indemiljø og en beliggenhed, der ganske enkelt ikke fås meget bedre i Trørød.
Ring for en fremvisning – den her skal opleves.
Indehaver
-
Nicolaj Kjelfred
Indehaver, Ejendomsmægler MDE